Jørgens historie

Jørgen er en mand på 23, der her fortæller om, hvordan det er at henvende sig på Den Sociale Skadestue for første gang.

Dybt suk. Jeg synker en gang – Den Sociale Skadestue står der på skiltet ved siden af døren. Jeg synker endnu engang. Jeg glor stadig på skiltet, så synker jeg en tredje gang og tænker, at tre er sådan et passende antal gange at synke, og så tager jeg fat om dørhåndtaget.

Ding-dong lyder dørklokken, da jeg træder ind. Lyden runger i mine ører – åh nej, tænker jeg, nu ved halvdelen af Aalborg, hvor jeg er henne. Men tøvende begiver jeg mig op af trappen alligevel. ”Hej, jeg hedder Malene” siger damen, der pludselig står foran mig. ”Go-God aften, Jørgen”, vælter det ud af mig. ”Kom med denne vej, så kan vi gå ovenpå og snakke”.

Vi kommer ind i et rum, sætter os ned i en sofa, og hun spørger, om jeg vil have noget at drikke. Nej tak, svarer jeg. Hun tænder nogle fyrfadslys, roen sænker sig. ”Hvad har fået dig til at komme her i aften?”, spørger hun. Tankerne ræser gennem hovedet på mig – hvad skal jeg sige, hvordan får jeg begyndt? Jeg begynder at mumle nogle ord. ”Det var dog forfærdeligt”, udbryder hun pludselig. Jeg kigger op, møder hendes blik og bliver nærmest chokeret over den forståelse og oprigtighed, der er i det.

Hun begynder at stille spørgsmål. Derfra og så resten af aftenen sidder jeg og ævler løs. Det var på ingen måde nemt, men da jeg går derfra nogle timer senere har jeg den faste overbevisning, at fra nu af skal det nok gå fremad.

   
   
Det er aldrig nemt at tage det første skridt, især ikke når det drejer sig om noget så personligt som at dele ens inderste tanker og følelser – men jeg ved nu, at Den Sociale Skadestue er der for at hjælpe med at tage dette første skridt. Jørgens navn er opdigtet – al henvendelse på skadestuen er nemlig anonym. Fortællingen er forkortet en smule.

   
Kim's historie

Den aften, jeg ringede herind første gang, var jeg virkelig langt nede. Så langt, at de sendte en taxa ud efter mig. Det er en undtagelse, at de gør det. Jeg følte mig rigtig godt modtaget, da jeg kom herind. Jeg var her i en to-tre timer, og ham, jeg snakkede med, syntes, at jeg skulle overnatte her. Men jeg har en hund derhjemme, så det sagde jeg nej tak til.

Det sværeste er at bede om hjælpen. Det, der skete for mig var, at min kone og jeg gik fra hinanden, og jeg snakkede ikke rigtig med nogen om det i fem måneder. Jeg troede, jeg kunne klare det selv, at det var et flip, at jeg havde det så dårligt. Men jeg kan ikke magte at gå med det alene.

Det her sted er langt fra, så klinikagtigt som jeg havde forventet. Her er mere personligt og afslappet, mere frit. Du kan sidde i en sofa med en smøg og en kop kaffe, mens du snakker. Jeg har før gået hos en psykoterapeut, men der sad jeg med den der følelse af, at jeg var der, fordi der var noget galt med mig.

Jeg har familie og venner og et arbejde, der har støttet mig meget gennem alt det her. Men det er ikke det samme at snakke med venner og familie. Jeg kan godt føle mig som lidt af en belastning, når jeg gør det. Herinde er der en, der lytter til mig, og som kan se tingene udefra. Det kan vennerne og familien ikke, det kender de begge parter for godt til.

Jeg kommer stadig herinde jævnligt. Som regel er jeg mere glad og tilfreds, når jeg går herfra, fordi der er en, der har gidet at lytte. Jeg er mere optimistisk nu.